Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Mobiletik / sociale netværk

 

Børn og unge bruger i dag mobiltelefoner og de sociale netværk til at kommunikere med hinanden i og uden for skolen. Tilgængeligheden til mobiltelefoner og de sociale netværk betyder, at grænsen mellem skole og fritid bliver flydende.

Derfor skal vi som skole forholde os til denne virkelighed og medvirke til at fremme god opførsel og etik ved brug af de sociale netværk og mobiltelefoner blandt vore elever.

Skolen medvirker først og fremmest ved at understrege det værdigrundlag og de grundregler, som skolen har formuleret, så alle elever er bekendt med disse. Derudover er der persondataloven og straffeloven, som gælder for alle, ved brug af f. eks. sociale netværk eller mobiltelefoner.

 

Skolens ordensregler:

På skolen har vi 3 grundregler, som skal medvirke til, at alle kan have det godt på skolen. De 3 grundregler, som skolen har, gælder også ved brug af de sociale netværk.

  • Vis hensyn
  • Gør dit bedste
  • Vær en god kammerat

 

Regler for brug af mobiltelefon på Hunderupskolen.

  • Hunderupskolen er som udgangspunkt en mobilfri skole. 
  • I punktet "anvendelse af digitale medier" i Hunderupskolens principper under menuen Skolebestyrelsen kan du læse mere om, hvordan vi håndterer mobiltelefoner i hverdagen.

 

Persondataloven.
Udover skolens grundregler er der også en lovgivning, som brugere af sociale netværk skal være opmærksom på.
Persondataloven gælder, når du offentliggør oplysninger om andre personer. F.eks. i et indlæg du skriver på nettet, Facebook, Twitter eller lignende. Persondataloven gælder også, når du offentliggør billeder med andre personer end dig selv.

 

Når folk kan genkendes.
Det er personoplysninger, bare nogen kan finde ud af, hvem det handler om.
Det kan altså godt være personoplysninger, selv om du ikke skriver personens navn.


Det må du offentliggøre.
Hvis du ikke har samtykke, må du kun offentliggøre oplysninger, som ikke er krænkende, om en anden person.

Det må du ikke offentliggøre.
Vi har alle oplysninger, der ikke kommer andre ved. Det er oplysninger om vores private forhold. F.eks. om, at vi har gæld eller har fået en bøde. Persondataloven beskytter den slags oplysninger. Hvis du offentliggør dem, kan du risikere at blive straffet.

Har du fået lov af personen?
Hvis du har samtykke fra en person, må du normalt godt offentliggøre oplysninger om ham eller hende. Hvis der er tale om et mindre barn, skal forældrene give lov.

Når en person selv har offentliggjort oplysninger.
Det er som regel også i orden, at du offentliggør oplysninger, som en person allerede har offentliggjort om sig selv.

Hvis det generer en anden person.
Lyt til det, hvis den person, som du har lagt noget ud om, ikke bryder sig om det. Enten ved at fjerne oplysningerne fra internettet. Eller ved at du godtgør, at du var berettiget til at skrive det. F.eks. hvis du mener, du har brugt din ytringsfrihed.

Gå altid først til den ansvarlige.
Er du utilfreds med, at en anden person har offentliggjort oplysninger om dig på internettet, så kontakt i første omgang denne person. Personen er ansvarlig for det og skal tage stilling til din protest. Det samme gælder, hvis det drejer sig om billeder af dig.

Falske profiler.
Måske kommer du ud for, at en anden person har oprettet en falsk profil på et socialt netværk og giver sig ud for at være dig. I den situation vil vi råde dig til at kontakte det sociale netværk.

Datatilsynet.
Hvis den ansvarlige ikke fjerner oplysningerne, kan Datatilsynet måske hjælpe dig. Men hvis offentliggørelsen er i orden – f.eks. fordi det er omfattet af ytringsfriheden – så kan Datatilsynet ikke kræve det fjernet.

Dansk lov gælder også for det, du gør på internettet.
Når du bor i Danmark, så er du omfattet af den danske lovgivning. Det gælder også, når du er på internettet. F.eks. når du offentliggør oplysninger på sociale netværk.

Straffeloven.
Hvis du krænker andre personer alvorligt, kan du komme i konflikt med straffeloven.

Ytringsfriheden.
Du har lov til at ytre dig og sige din mening. Men du har også et ansvar, og ytringsfriheden er ikke en ubegrænset ret. De mest private og følsomme oplysninger om andre personer skal du stadig holde dig fra at offentliggøre

Gode råd:

Når du lægger billeder på nettet

  • Du må gerne lægge billeder af dig selv ud på nettet. Men husk at tænke på, om det er et billede, som du har lyst til, at alle mennesker skal kunne se.
  • Hvis du lægger et billede af en af dine venner ud på nettet, så skal du huske at spørge din ven, om det er ok.
  • Du skal fortælle din ven, hvilket billede du vil lægge ud og på hvilken hjemmeside.
  • Du må ikke lægge et andet billede ud end det, som din ven har givet dig lov til. Du må heller ikke lægge billedet på en anden hjemmeside, end den du har fået lov til.
  • Hvis din ven senere siger til dig, at han eller hun ikke længere vil have billedet liggende, så skal du fjerne det igen.

 

Når du skriver på nettet

  • Du må gerne skrive ting om dig selv på nettet.
  • Husk at tænke på, om du har lyst til, at alle mennesker læser det.
  • Du skal tænke dig godt om, inden du skriver noget om andre på nettet.
  • Du kan komme til at såre nogen, hvis du skriver noget, der ikke passer, eller noget, der er en hemmelighed.
  • Du kan blive straffet med bøde eller fængsel, hvis du skriver en meget grov løgn om en anden person.

 

Når du vil have noget fjernet fra nettet

  • Du skal kontakte den person, der er ansvarlig for hjemmesiden, og bede ham eller hende om at fjerne oplysningerne om dig.
  • Hvis den ansvarlige for hjemmesiden ikke vil fjerne oplysningerne, kan du kontakte Datatilsynet.

 

Pas på dig selv på nettet

  • Du bestemmer selv, hvad du vil dele med hvem!
  • Tænk dig om, inden du lægger noget ud på nettet.
  • Vær sikker på, at du har lyst til, at alle mennesker, også dine forældre og lærere, ser de ting, du skriver, og de billeder, du lægger ud.
  • Opretter du en profil på en hjemmeside, så undersøg privacy indstillingerne, så du kan kontrollere, hvor meget information andre brugere kan se om dig.
  • Læs jævnligt betingelserne for en bruger på en hjemmeside, så du kan følge med i, hvad dine oplysninger bruges til.
  • Pas på dine passwords/adgangskoder og skift dem ofte ud.
  • Oplever du noget ubehageligt på nettet, så fortæl det til dine forældre eller en anden voksen.